¡Vamos!

Idag startede jeg dagen på den skønneste måde – gid man kunne gøre dette hver dag faktisk – med at sove til jeg vågende (som var ca kl 10) – LUKSUS! eller som Specktors drengene siger på godt dansk: Lågsus!

Da jeg endelig stod op, var det fluks i løbeskoene (eller faktisk bare mine elskede Skechers sko), træningstøj på og så tog jeg ellers en løbetur langs stranden (ej, who am I kidding?! jeg tror måske at størstedelen af tiden der gik jeg, men det lyder bedre hvis jeg løb hele vejen…). Med solen i horisonten og det fantastiske smukke vand på min ene side og palmer på den anden, løb jeg ud mod El Palo (et hyggeligt og autentisk spansk kvarter) i sandet. Næsten ude ved El Palo området løb jeg op til et af de udendørs træningsområder og lavede lidt styrketræning (i ved, de der udendørs områder hvor der er træningsudstyr hvor du bruger din egen kropsvægt?). På vejen hjem igen ville mit skinneben ikke mere, som om det beslutsomt havde bestemt at det sgu da var verdens dårligst ide at lave morgentræning “undskyld, men er vi ikke på ferie eller hvad?!” (tydeligvis en der ikke fik memoet i sidste måned).

Jeg stopper mine ultra elegante løb (for det er jo piece of cake at løbe elegant i sand), og lunter samt går – men bliver overhalet af en mandsperson på 50-60 år (folk er VIRKELIG svære at gætte alderen på hernede!), og en irriterende overskudsagtig-arm signalerer “¡vamos!” (til den ikke så sprogkyndige, betyder det “kom så!”). Jeg kigger olmt på hans nakke og tænker “ej nu går jeg altså lige”, men armen flyver ud igen i en kæmpe bue og han kigger på mig og siger “¡Vamos!”….og åbenbart synes mine ben pludselig at det er sgu da verdens bedste ide og begynder at løbe med. Kan man da heller ikke bestemme noget som helst selv mere?

Vi løber langs stranden mod Malagueta (som er det kvarter som jeg bor i) og falder i snak om Danmark, Spanien og sprog generelt. Efter udstrækning og småsnak, vender jeg snuden hjemad til 20 min yoga og en (efterhånden) sen morgenmad og et bad…..ooooog kommer i tanke om at jeg har lektier for til i morgen. Det der med skole og lektier mangler jeg stadig lige at få lagt i vane-kassen (og så kunne det være fedt at få klemt morgentræning ind også nu vi er igang).

Men som de siger: ¡Mañana,  mañana!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.