Plan spontan tur til Mijas

“Den hvide by” og “En juvel i Andalusien” er bare nogle af de beskrivelser der er om denne smukke hvide bjergby i Malaga provinsen. Jeg har i mange år gerne ville se Mijas, og efter at have snakket med en veninde besluttede vi spontant at tage dertil – det var så igår vi gjorde det, dagen efter vi havde snakket om det. Hvilket også er det jeg så populært kalder “plan spontan”, hvilket betyder det er en spontan beslutning som dog kræver lidt planlægning.

Landsbyen ligger ca 30 km fra Malaga by – men tro ikke at det så er en sviptur! I bil kan det nok gøres på 45 min (hvertfald i følge en Google Maps søgning), men da vi er fattige studerende (eller noget i den dur) og forresten ikke ejer skyggen af en bil – eller en cykel for den sags skyld (det ville sgu alligevel også blive en lidt lang tur når man tager bjergene i betragtning) – så det blev offentligt transport.

Da vi begge bor tæt på Plaza de Toros, tog vi bus nr. 4 (mod Cortijo Alto), fra Paseo de parque, til Paseo de Tilos, en bustur på ca. 10 min. Herefter gik vi om til busstationen (ikke skide godt skiltet men vi spurgte en lokal som viste vej), hvor vi købte 2 billetter (en enkelt billet kostede 3,40€ pr. pers.) til bus M-112 som kører direkte ind i midten af landsbyen – dejligt praktisk! og endnu mere praktisk er at Mijas er endestationen, så du skal ikke bekymre dig om at du kommer til at køre for langt. Nyd udsigten!

Turen tager ca. 1,5 time og man kommer bl.a. igennem Torremolinos og Benalmádena (og Fuengirola, men det afhænger af hvilket tidspunkt du tager bussen). Det er nogle fine turistbyer og man kan sagtens hoppe af og se byen, og så hoppe på bussen igen senere.
Men lad mig lige smide en advarsel: har du tendens til køresyge, så vil jeg virkelig råde dig til at forsyne dig med en lille pille inden afgang, for når man nærmer sig Mijas foregår det via hårnålesving!
…oppe i bjergene!
…med skrænter!
…i en stor bus!
…der kører stærkt!

Men….når du så kommer til landsbyen er udsigten virkelig smuk! …når du altså lige er kommet forbi de første 20 tourist butikker og cafeér altså. Alle husene er smukke hvide og det er så lækkert at se, at alle faktisk har været nogenlunde enige om hvad der er pænt og hele byen er så fint dekoreret med tyrkisblå urtepotter, masser af grønt i form af kaktusser, blomster og palmer. Her er dejligt harmonisk og alle gaderne er små og hyggelige – det er ikke en særlig stor by men man kan godt få nogle timer til at gå her. Hvis man ønsker en ferie i en smuk, stille, lys og afslappende by så kan Mijas anbefales – har du det som jeg, at du ønsker der godt må ske lidt forskelligt; så er én dag i Mijas nok.

Her er masser af gode restauranter, cafeér, souvenir shops og utallige butikker med lækre lædervarer! (her kan du sagtens prutte lidt om prisen) Og du skal ikke være bange for at du ikke kan kommunikere, hvis du ikke taler spansk…..vi mødte KUN engelsk talende personale! Faktisk blev vi helt i tvivl om der overhovedet VAR indfødte til stede. Mijas er meget populært blandt englændere og derfor er mange af butikkerne også ejet af personer med de skønneste britiske accenter! Selv de spanske personer vi mødte talte forbavsende godt engelsk (og så siger man at Malaga er en tourist by!? der er næsten INGEN som taler engelsk!).

Dertil kan jeg nævne at Mijas også bød på virkelig god kundeservice, mad, sangria, god stemning og virkelig dejligt vejr!

Jeg er virkelig glad for, at jeg tog turen herned og det er ikke sidste gang jeg besøger Mijas. Jeg smider lige lidt billeder fra turen, så du kan danne dig et indtryk…. God tur 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.