Når der sker helt vildt meget

Wow…..så gik der lige 4 uger (og vist en snas mere) siden sidste indlæg – og der er både sket alt og ingenting i mellemtiden.
Det her indlæg bliver en blandet affære, der kommer lidt billeder, tanker og generelt “hvad har jeg lavet siden sidst” sætninger. Hvor filan skal jeg starte?

Der er skrevet en masse løst ned gennem ugerne – derfor vil det starte i nutid, selvom det faktisk ikke er nutid mere…. så er du “advaret” 😀

Vi starter hvor vi slap sidst: da jeg flyttede fra sprogskole-lejligheden og op til en AirBnb lejlighed…..

Conde de Ureña

Nice! Mit helt eget sted!

Eller altså, det er jo ikke mit mit…det er blot mit i en måned (for lidt dyre penge faktisk). Men det føles som mit eget! Jeg skal ikke dele badeværelse eller køkken med nogen, og det synes jeg er totalt lækkert!

. . . . . . . . . . .

I skrivende stund (altså da jeg startede på dette indlæg) sidder jeg på sengekanten i “min” AirBnb lejlighed “oppe på bakken”. Jeg har boet her siden den 13. feb, og sidder nu og venter på taxaen kommer til at bringe mig og mine ting ned til næste pitstop.

De 16 dage jeg har boet her, har pigerne og jeg joket med, at jeg var “fanget på bjerget”, og selvom det var for sjov, så er der en del sandhed i det. For lejligheden ligger i det område der hedder Conde De Ureña. Selve området rundt om min bygning er okay, det er normale huse og roligt liv – men for at komme herop skal du OP af bakke. Kommer du i bil, kører du næsten i en spiral for at komme herop og du skal have virkelig godt styr på koblingspunktet og virkelig gode bremser! er du gående kan du tage en smutvej op af en virkelig stejl trappe (og jeg mener stejl – er helt sikker på mine ben er blevet dobbelt så stærke på 14 dage – og der var langt flere trin end der bliver vist her på billedet).


Problemet er bare at man skal igennem et lettere dårligt kvarter for at komme herop…. som i at taxi chaufførerne venter til du er kommet indendøre før de kører deres vej….. Min værtsmor fik store øjne da jeg fortalte hvor jeg skulle “flytte” hen efter tiden hos hende. Hun gav mig strikse instrukser på at jeg ikke måtte gå hjem alene om aftenen! og efter at have gået turen en del gange i dagslys, kan jeg godt lidt fornemme at det måske ikke er den bedste ide at gå der alene efter mørkets frembrud. Der kører én bus op på toppen (faktisk lige til døren) men den kører kun på bestemte tidspunkter, så mit sociale liv de her 14 dage har været begrænset til bussens køreplan samt enkelte gange med taxa. Det tager 20-30 min at gå ned i byen, og selvom det ikke er særlig meget (slet ikke i forhold til mit normale liv i DK), så føles det virkelig som om man er langt væk fra alting heroppe på toppen. Du kan ikke liiiiige smutte ned og handle ind eller se vennerne, det skal sgu næsten planlægges. Så jeg har tilbragt en del tid alene her på toppen…. og jeg er ærligtalt virkelig glad for at dette er min sidste dag her, selvom jeg ELSKER at være alene, så er det sgu noget andet når man er lettere tvunget til det.

Lejligheden er en hyggelig lille 30 m² hule med soveværelse, køkken og lille spiseplads i ét. Dertil et badeværelse. Det er hvidt og luftigt med blå toner på fliserne i køkkenet, spisestolene og hoveddøren.
Når man bare beskriver det således så lyder det jo skønt…. men (ja der er selvfølgelig et ‘men’) det har været udfordrende at bo her. Her er ingen ovn for eksempel. Vinduerne er ikke isolerede (og jeg bor her mens det er semikoldt om natten og ret meget blæst). Gulvene er fliser, som altid er iskolde. Varmvandsbeholderen kunne klare et LYNbad (som i: gør håret vådt, sluk for vand, sæb ind, tænd for vand, skyld hurtigt, sluk for vand igen, gentag inkl. krop (jeg vasker altid mit hår 2 gange pga. produkter) og derefter skyld hurtigt det hele og her forsvinder det varme vand langsomt men mærkbart….) Dertil kommer der, at der tilsyneladende bor mindst 7 hunde rundt om bygningen, som HVER DAG skal diskutere dagens nyheder – så hold dog kæft og læs dem på nettet! nårhh nej, det kan heller ikke lade sig gøre, for internettet har sit helt eget liv, hvor det vælger, totalt tilfældigt, hvornår det vil virke (Det er faktisk tankevækkende hvor meget af ens liv der kræver internetforbindelse…..). Gudskelov for internet på mobilen! Og for lige at toppe det af: der er konstant en hammerirriterende lyd ude fra gangen. Efter en del Sherlock Holmes-agtig adfærd finder jeg ud af at det kommer fra et rum nedenunder bygningen. Forestil dig en elevator som lukker dørerne og begynder opstigning men når ikke så langt, da den så falder ned og rammer bunden og giver et ordentligt “klonk”. Sådan lød det….hver dag….med minutters mellemrum….men ikke i system, mere tilfældigt og nogle gange var der ingenting i en time (dette skete selvfølgelig aldrig omkring sengetid, nææ nej der skulle jo nødig være ro når jeg skulle sove!). Dos mio hvor er jeg glad for at være væk derfra nu.

Når man står på Gibralfaro bjerget, og kigger ud over Conde De Ureña, så ser det ikke så slemt ud. Det er forresten den gule bygning jeg boede i, dog helt nede i stueetagen så havde ikke den flotte udsigt.

 

Pitstop hos Frk. Brunner

Det føles næsten som hjemme…. Jeg har tilbragt meget tid med K, og da jeg havde været så usmart at booke Airbnb lejligheden til og med den 28. feb og en anden lejlighed fra 1. marts (og her er der jo udtjekning det ene sted kl 12 og indtjekning det andet sted kl 15 – PÅ 2 FORSKELLIGE DATOER!)

‘Am hvor dum har man lov til at være i sin egen opgang?!…..eller vent…..jeg har ikke nogen opgang, for jeg er boligløs!

Jeg fik derfor arrangeret, at jeg kunne sove natten fra den 28. feb til 1. marts hos K. Samtidig med dette faldt min første arbejdsdag på den 1. marts, så det var en underlig morgen hvor ALT var nyt. Sengen, væggene jeg kiggede på da jeg vågnede og ikke mindst min morgenrutine. Men hey, i det mindste har hun en lille altan hvor jeg kunne nyde en kop morgente inden jeg skulle afsted.

Det nye arbejde ligger i La Colina, som er et kvarter udenfor Torremolinos (som er en forstad – på små 70.000 personer – til Málaga). Jeg skal derfor med en bus ind til togstationen og derfra med tog mod Fuengirola, hvor jeg så hopper af ved La Colina stationen i Torremolinos. Togene på denne rute kører hvert 20. min og minder meget om en metro.

Da jeg havde flyttet alle mine ting ned til K, begav vi os på stranden, da jeg fremover ville have arbejdsdage fra 11-19 og derudover ca 1 time i hver ende til transport. Dvs. ingen tid til solbadning og spontane ture om eftermiddagen/aftenen.

Vi lægger os på stranden og solen skinner fantastisk og er ufattelig varm – vinden er derimod isende kold!
Først tænker vi at det er da en fin kombination. Som dagen skrider frem kan jeg godt mærke at jeg begynder at fryse pga. vinden og vi beslutter at få noget mad og tage hjem. Begge er vi blevet en snert solskoldede og samtidig lettere afkølet (specielt undertegnede!)

Første dag på arbejde var helt normal. En masse information! Jeg arbejder fra kl. 11 og til kl 15 hvor chefen giver mig fri med “lektier” til næste dag, i form af en masse papirer med information. Helt fint og så kan jeg indtage det hele i ro og mag. Jeg nyser dog lidt og skylder inde i mit hoved skylden på gulvtæppet på kontoret.

Calle Areal, Malagueta

Tilbage i Malagueta! Det lækre kvarter der ligger lige ned til stranden og fantastisk tæt på bymidten. Jeg manglede jo et sted at bo og var lige ved at skaffe en lejlighed, men den gik desværre til udlejerens veninde som også manglede et sted. Jeg fik derfor tilbuddet af min værtsmor, som råder over en anden lejlighed udover den hun selv og sprogskole eleverne bor i. Her skal jeg bo i ca 2 uger sammen med C, inden hun skal “hjem” til norden og besøge familien, hvorefter hun kommer tilbage til Spanien igen – dog en anden by.

Dag 2/torsdag har jeg en normal arbejdsdag og jeg får virkelig smagt på jobbet – krydret med adskillige nys og småsnøft. Jeg tænker ikke yderligere over det….

Da jeg kommer hjem torsdag aften er jeg helt kvæstet! Min krop føles lidt som noget, der er blevet sparket hårdt til, i forsøget på måske at få det skubbet ind under noget andet. Eller mast ned i noget meget småt…. Går direkte i seng men får ikke sovet meget da jeg hele natten hoster, næsen løber og jeg kan næsten ikke trække vejret.

3. marts

Jeg er syg… Det er altså lidt spild af Spanien. Her er omkring 28 grader, min pande er cirka 39, min hals føles som sandpapir når den ikke hoster alskens stads op og jeg snøfter og snotter mere, end jeg gjorde ved sæsonafslutningen af ‘Venner’. Men hey, i det mindste har jeg et sted at ligge og smådø.

Testet og fundet for…..

Tirsdag er jeg tilbage på arbejde. Efter 4 dage lænket til sengen og med begrænset søvn, har jeg haft ret meget tid til at “mærke efter”. Allerede på 2 dagen følte jeg ikke at mit job var det rigtige, og jeg kiggede ofte på uret. Dagen inden jeg sagde op, kiggede jeg faktisk cirka konstant på uret og ventede på at jeg fik fri… her snakker vi altså fra kl 11 om morgenen til kl 19 om aftenen! Det er altså ikke meningen at man skal kede sig så meget på et nyt job! Og for filan da slet ikke nu!! Jeg tog herned for at finde en anden rytme og min vej, og selvom jeg godt vidste at dette job højst sandsynligt ikke var noget for mig, så var det en åben dør jeg var nødt til at prøve.

Det er hermed gjort og det er ikke den rigtige. Så jeg har valgt at lukke døren igen og sige pænt tak men farvel til jobbet i Torremolinos. At arbejde, inkl. transporttid, fra 10-20 hver dag, med et job der ikke giver mig energi, glæde eller er i den retning jeg gerne vil med mit liv, det er simpelthen spild af min tid – og liv.

Livet er for kort til det forkerte arbejde
– jeg vil ikke leve for mine weekender, jeg vil leve for alle dagene!

citat: mig sgu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.