Blank som en nypoleret Mazda

Sommer, sol og søndag! Bliver det meget bedre?
Ja, hvis du lige tilføjer lidt yoga under trætoppene så er det sgu lige en tand bedre.

Jeg tog idag til Barcelona Yoga Day, som blev afholdt i en park i byen. Som en lille oase midt i trafikmylderet, ligger denne park (ud af utallige andre) med et fint sti system, store grønne områder og masser af træer til at søge skygge under når solen bliver for stærk.

Konceptet med denne dag er at der er en masse gratis yoga sessioner, meditation, telte med salg fra diverse organisationer, yogasteder og butikker. Og det hele foregår selvfølgelig på spansk – og mit spanske er altså slet ikke godt nok til at være med til meditation- eller en yogasession på spansk. Som jeg har nævnt tidligere, så snakker spaniere meget…virkelig meget….jeg tror dog aldrig, at jeg har været til en yogasession før, hvor underviseren talte SÅ meget.

Hvad underviseren har sagt af guldkorn aner jeg ikke, men munden kørte uafbrudt i 60 min. Så jeg sad bare der, blank som en nypoleret Mazda og fattede hat af hvad der foregik! Normalt føler jeg mig velbevandret i yogaverdenens asanas (for andre blanke Mazdaer betyder det yoga-stillinger), men her måtte jeg stå som den grønneste på pletten (no pun intended) og kigge mig omkring for at forstå hvilken stilling vi skulle gøre og hvornår.

Heldigvis var det rimelig simpelt….faktisk så simpelt og med så få asanas at jeg decideret kedede mig. Derefter var der en pause, og efter denne var det typisk spansk tidsplan, nemlig at intet startede til tiden. Efter 1,5 times “ventetid” til næste session, hvor jeg trissede rundt i telt-landet mellem te-smagninger, udtallige boder med yoga tøj (som jeg ikke købte noget fra – personlig succes!) og informationsstande, vendte jeg tilbage til næste omgang spændt på hvad vi skulle nu.

På yogi-underviser-tæppet sætter der sig en ældre mand med langt hvidt hår og en tyrkis turban på, samt en guitar. Vi er måske 60 mennesker på hver sin yogamåtte spredt ud over græsset under træerne, klar til at modtage undervisning. Han starter med at guide alle til at lægge måtterne mere som en cirkel, og tilsyneladende er jeg ikke den eneste der har svært ved at forstå hvad han vil. Da han er tilfreds med opsætningen, sætter han sig ned med guitaren og begynder at tale…og så virker microfonen ikke. De forsøger at fikse den men uden held. Jeg sidder på min måtte ca 5 meter derfra, og kan overhovedet ikke høre hvad han siger – hvilket måske ikke vil gøre nogen forskel hvis jeg kunne, eftersom jeg ikke ville kunne forstå ham alligevel. Han snakker derefter og spiller lidt indisk inspireret musik på guitaren i ca 45 min, hvorefter en kvinde kommer og afløser ham – og heller ikke laver yoga! På programmet kunne jeg regne ud af hun havde “Celestial Kommunikation” (what ever that is) og som ikke ligefrem henleder tankerne til yoga. Efter 30 min tager jeg min måtte og lister væk. Det gode ved sådanne open-air arrangementer er at man kan komme og gå som man vil (selvfølgelig diskret med respekt for de andre gæster og underviserne). Jeg kunne se på programmet at næste reelle yoga session var om 2 timer, og det gad jeg ikke vente på.

Med solen i ansigtet og min yogamåtte under armen gik jeg derfor en rask tur hjem og dyrkede yoga hjemme på gulvet. Du får ikke lige nogle billeder af min hjemmepraksis men du kan se lidt billeder fra eventet her.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.