84 dage senere…

Det ærlige indlæg.
Glem mit sarkastiske indlæg om min nye hybel et øjeblik, og kast dig evt. over dette navlepillende og lettere eftertænksomme indlæg.

 

Jeg vidste det ville komme. Derfor lavede jeg, inden min flytning til Spanien, en aftale med mig selv om at jeg ville være her minimum 6 mdr. og jeg ville ikke have besøg de første 3 mdr.

So far, so good…

Foruden de 3 mdr. i Malaga, har jeg nu været i Barcelona i 84 dage. Byen er smuk, der sker en masse (velvidende at der kommer til at ske noget 24/7 når sommeren for alvor går igang) og jeg bor rimelig godt placeret.
I Malaga havde jeg nogle få men gode venner men der skete ingenting i byen, det var svært at få job da de næsten alle steder kræver at man taler flydende spansk. Jeg valgte (endnu en gang) at flytte fra vennerne – denne gang fordi jeg havde brug for at der skete mere og at stedet var mere internationalt. Sidstnævnte har BCN levet op til, men der er andre problematikker nu. For det hele er ikke rosenrødt eller fantastisk, som mine indlæg måske har givet udtryk for. Tidligere har de ting jeg ikke har nævnt, bare været hverdag, hvilket er lidt kedeligt at skrive om. Men nu er der flere elementer som spiller ind, og jeg vil gerne (både for jer men bestemt også for mig selv, når jeg læser denne blog senere) være ærlig.

Siden jeg ankom til BCN har overskuddet været lavt – minimalt næsten – og jeg havde hele tiden tænkt: “ej, det er bare fordi det er nyt. Jeg skal bare lige vænne mig til alle de nye indtryk”, eller “wow! normalt reagerer jeg aldrig på pollen men det her er jo skørt! – er det derfor jeg er træt og snottet hele tiden?” eller endda “………………” (læs: blank fordi jeg er så træt!)

Tidligere havde jeg ingen intentioner om at komme hjem før om et år eller måske 5. Dette har ændret sig en smule. Jeg har ikke hjemve men jeg synes der er mange tiltalende ting i DK, som begynder at hive mentalt i mig. Min familie, mine venner og veninder, bedre boligforhold (bevares, til en højere husleje men alligevel) og gudhjælpemig ikke om jeg også savner det offentlige danske system. For det er pisse meget nemmere at have med at gøre end her. Jeg aner intet om, hvordan jeg skal forholde mig til skat og afgifter her (“burde jeg betale noget et eller andet sted eller trækker de automatisk fra min løn?!? No sé! “) eller hvordan mine rettigheder er i forhold til husleje eller ansættelseskontrakter?

Mange af jer ved, at jeg har en (til tider problematisk stor) trang til at hjælpe andre. Jeg kan ikke klare social uretfærdighed eller at andre lider. Jeg har efterhånden mistet overblikket, over hvor mange år jeg har samlet ind for RedBarnet, hjulpet diverse andre hjælpeorganisationer eller lavet frivilligt arbejde for andre der enten ikke havde evnerne eller de økonomiske midler til at klare en opgave med alt fra hospitaler i Afrika til nyopstartede virksomheder i lille Danmark. Det ligger så dybt i mig, at det er blevet et problem i forhold til arbejde. Intet ondt ord om mine gamle arbejdspladser, for jeg har været glad for alle de ting jeg har lært og kunne give – jeg kan bare mærke nu, at det virkelig er vigtigt for mig, at jeg gør en forskel – men jeg er også nødt til at have en indkomst, ellers ender de bare med at det er mig de skal hjælpe….. Tiden går og jeg bliver jo også ældre, det biologiske ur tikker og jeg er nødt til at gøre de ting, der gør livet værd at leve. Hvis jeg skal gøre mit liv værd at leve, så skal jeg være glad og være tilfreds med det jeg laver – og det føler jeg faktisk ikke, at jeg gør pt. Jeg har stadig ikke fundet “min gren”. Det føles stadig ikke som om der er balance i mit liv.

Et af mine “emner” under denne rejse (hermed også ment mentale rejse) har været “Hvad vil jeg?”. For der er mange ting jeg vil, og samtidig aner jeg ikke, hvad jeg vil. Kender du det?

Jeg har efterhånden fået styr på allergien med nogle piller, men de skal tages hver dag for at jeg ikke står med snotpapir i næsen 24/7 og nyser og hoster lungerne helt ude af proportioner. Jobbet jeg fik lige da jeg landede i BCN er der begyndt at få styr på – jeg har nemlig sagt op!
Virksomheden jeg arbejde for, havde nogle politikker, produktioner og holdninger som jeg på ingen måde kunne stå indenfor og som gik direkte i strid med mine værdier. Så i morgen den 14. juni står jeg uden arbejde og det føles overraskende beroligende….

Jeg begynder så småt at finde ud af, hvilken retning jeg vil og i øjeblikket er jeg ved at lægge en plan for, hvordan jeg skal få alle brikkerne til at gå op. Der er nok ikke en direkte vej til det, så med lidt omveje skal jeg nok nå derhen. Jeg starter hvertfald med en jobsamtale et andet sted, og så må vi se om det er bedre.

Så med fornyet mod (og en smule mere energi) bliver jeg lidt endnu i Barcelona, og håber jeg finder mere energi til at poste indlæg på bloggen og jeg takker af hjertet for alle som følger med 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.